Luftige gulerodsbrud med (skjult) fuldkorn

Uha, du kender dem godt, ikke? De der store, bløde, luftige, søde gulerodsbrud-boller fra bageren? De der smørslugere, der bare smager himmelsk? Dem, man bare får alt for sjældent, fordi bagerbutikkerne bliver færre og færre, og fordi bollerne er ret dyre?

Bare rolig, du kan nemt selv lave nogle, som er endnu bedre end bagerens. Og så kan du tilmed lave dejen med fuldkorn, uden at du selv (eller eventuelle børn eller kræsne kærester/mænd/koner) lægger mærke til det! Denne opskrift indeholder nemlig 50 % hvid hvede, som er en fuldkornsmeltype, der ligner hvedemel ret utrolig meget. Og bare rolig, bollerne bliver ikke hårde og bastante af den grund; de er stadig luftige og bløde.

Gulerodsbrud smager (som alle andre boller!) bedst når de er nybagte. Men de er også fantastiske et par dage efter (især efter en tur på brødristeren). Går der derimod længere tid end et par dage før du får dem spist, synes jeg, du skal fryse dem ned, og så lige tø dem op i ovnen igen inden servering. 🙂

gulerodsbrud

Ingredienser, 15 store boller

  • 500 g hvedemel
  • 500 g hvid hvedemel
  • 2 tsk fint salt
  • ½ dl sukker
  • 75 g meget blødt smør
  • 125 g solsikkekerner
  • 5 revede gulerødder
  • 3 små (eller 2 store) æg
  • 50 g gær
  • Ca ½ l lunkent vand

Fremgangsmåde

  1. Bland hvedemel, hvid hvede, salt og sukker.
  2. Opløs gæren i vandet. Hæld vandet i melblandingen, tilsæt det (meget) bløde smør, og ælt godt i mindst 5 minutter.
  3. Lad dejen hæve (overdækket med film eller fugtigt viskestykke) i mindst en time, gerne halvanden eller to.
  4. Bland revede gulerødder, æg og solsikkekerner i dejen. (Det sviner, og dejen er meget klistret – men sådan skal det være!)
  5. Form ca. 15 store boller (og nej, dejen er for klistret til at de bliver perfekte og flotte – det er også meningen! 😉 ) Fordel på to bageplader, for der skal være godt med plads imellem dem, da de hæver i ovnen.
  6. Lad bollerne hæve tildækket i endnu en time.
  7. Bag dem i en 200 grader varm ovn (varmluft) i 15-20 minutter; indtil de er gyldne og gennembagte. Du kan prøve at banke en bolle i bunden med din kno, og høre om den lyder hul.
  8. Køl lidt ned på en rist