Asparges i serranoskinke

Uhm, foråret bringer mange lækre råvarer – for eksempel asparges!

Her får i verdens simpleste opskrift. Måske kan man ikke engang kalde det en opskrift, så nemt det er! 🙂

asparges1

Ingredienser, 2 personer

  • 1 lille bundt asparges
  • 1 pakke serranoskinke (eller bacon, hvis du foretrækker det!)

Fremgangsmåde

  1. Vask og tør asparges stilkene. Knæk eller skær det nederste af dem (det er for sejt at tygge!)
  2. Vikl 1 stykke serrano om hver asparges. Sæt på bagepapir eller i lille, ovnfast fad.
  3. Bag ved 200 grader i 10-15 minutter, eller indtil serranoen er sprød og lækker.
  4. Server som tilbehør til fx grillmad, kylling eller fisk, sammen med en god salat eller haricot vert fritter.

Velbekomme, og god weekend!

Porre, broccoli og bacontærte med fuldkorns-rug-bund

Jeg (og min pengepung!) elsker tærte.

Du kan fylde den med lige, hvad du vil. Og hvad du har. Jeg valgte en masse grøntsager, og så selvfølgelig bacon. Bacon er altid godt.

Bunden laver du selvfølgelig selv; med masser af fuldkorn, rugmel og creme fraiche. Og så må du love mig at holde dig langt væk fra den alt for dyre, færdiglavede bund i supermarkedet, fyld med e-numre og margarine og uden fibre.

tærte m bacon porre brocoli rug 2

Ingredienser, 2 små tærter  – bund

  • 100 g hvid fuldkorns hvedemel
  • 100 g fuldkorns rugmel
  • 100 g hvedemel
  • ½ tsk fint salt
  • 1 dl vegetabilsk olie (raps, solsikke…)
  • 1-2 dl creme fraiche
  • Evt. 1-2 dl vand

Ingredienser, fyld (kan varieres som du vil)

  • 1 broccolihoved
  • 2 porrer
  • Et par gulerødder
  • Et par peberfrugter
  • 1-2 pakker bacon
  • 6-7 æg
  • 1-2 dl creme fraiche
  • Salt og peber. Evt lidt muskatnød.
  • Ost til drys

Fremgangsmåde

  1. Bland salt, mel (alle tre typer), olie og creme fraiche. Tilsæt evt. lidt vand, hvis det ikke hænger sammen. Stil dejen på køl i et par timer.
  2. Rul dejen tyndt ud, og dæk to tærtefade med den. Bag ved 175 grader varmluft i 10-15 minutter.
  3. Skær grøntsager og bacon i små stykker. Steg på en varm pande i 5 minutters tid.
  4. Pisk æg, creme fraiche, salt og peber (evt også muskatnød) sammen.
  5. Fordel fyldet i de forbagte forme. Overhæld med æggemassen, og drys med revet ost.
  6. Bag i ovnen ved 175 grader varmluft i 20-30 minutter, indtil æggemassen er stivnet, og osten gylden.
  7. Server med god salat.

Resterne kan sagtens gemmes i køleskab eller fryser, så bare lav til mange dage. Perfekt til madpakken!

Udnyt dine rester; indisk tikka masala risret med grøntsager, hertil bacon-svøbt kyllingefilet

En vigtig pointe når det kommer til madbudgettering er, at du skal udnytte dine rester. Hver gang du smider mad ud, smider du noget ud, du har brugt penge på – samtidig med at det er slemt ressourcespild. Her hjemme smides stort set ikke mad ud – hvis der er noget der ryger, er det som regel, når der er lidt pålæg tilbage, som måske har været åbent liiiidt for længe. 😉 Men alt lige fra slatne gulerødder til kogte ris kan nemt bruges til nye lækkerier; bare se her!

Til denne fantastiske, indisk-inspirerede risret er følgende rester brugt; slatne gulerødder, ensomt kvart blomkålshoved, kogte brune ris, ensomt løg, samt en ensom rød peber. Og så lidt ekstra, som ikke var rester, men blot basislager. Smart!

Billede

Ingredienser, 2 personer

(Grøntsager kan naturligvis varieres alt efter hvad der gemmer sig i dine skuffer!)

  • 1-2 gulerødder
  • 1/4 blomkålshoved
  • 1-2 peberfrugter
  • 1-2 løg
  • 1 hvidløgsfed
  • 1 lille chili
  • 1 spsk olie
  • Ris-rester
  • 1-2 spsk tikka masala krydderi
  • Salt og peber
  • ½ dl vand
  • 1 spsk soya
  • Evt. 1 tsk citronsaft
  • 3-4 kyllingefileter
  • 1 pk bacon
  • Evt. sød chilisauce eller creme fraiche til servering

Fremgangsmåde

  1. Flæk kyllingefileterne, så de ikke er så tykke. Vikl hver halvdel ind i et stk. bacon.
  2. Bag fileterne i ovnen ved 200 grader i 25-30 minutter.
  3. Mens kyllingen bager, snittes grøntsagerne.
  4. På en varm pande steges først løg, hvidløg, tikka masala krydderi og chili et par minutter i olien.
  5. Resten af grøntsagerne smides i, og der steges videre i fem minutters tid.
  6. Risene tilføjes sammen med vand, Soya og citronsaft.
  7. Retten varmes igennem, og der smages til med salt og peber.
  8. Server gerne med sød chili sauce eller en mager creme fraiche.

Efterårssuppe med bacon, kål og rodfrugter

Her gik jeg og troede, det var svært at lave en god suppe. Dette havde jeg baseret ud fra… tja, det ved jeg ikke engang. Jeg havde hvertfald aldrig rigtig prøvet – indtil i går! Og minsandten, det var slet ikke svært, tidskrævende, eller med dårligt resultat. Jeg er positivt overrasket over, hvor lækkert en gang rodfrugter og bouillon-terninger kan blive, når det blot bliver ledsaget af bacon, hvidkål og kærlighed! 🙂 Super billigt, super mættende, og helt perfekt til de mange kolde, våde, mørke efterårsaftener vi går i møde.

efterårssuppe

Ingredienser, 4 personer, eller 2 personer i et par dage:

  • ½ hvidkål skåret i tern
  • ca. 1 kg blandede rodfrugter (evt. fra en pose rodfrugtsmix – gulerod, persillerod, pastinak, kartofler, rødbede…)
  • 1½ bundt forårsløg eller 1 bundt porrer
  • 1½ L grøntsagsbouillon (fra fond eller terninger – eller hjemmelavet, hvis du er sej!)
  • 1 pakke bacon skåret i tern (ca. 100-150 g)
  • salt og peber
  • 1 tsk stødt ingefær
  • 2 pressede fed hvidløg
  • Brød og smør til servering

Fremgangsmåde

  1. Svits bacon til det er let brunet, og tilsæt så hvidkålen, som steges med, til den er blevet lidt blank. (Brug evt et skvæt olie, hvis det begynder at brænde fast.)
  2. Skræl og skær rodfrugter og porrer/forårsløg i mundrette stykker, og svits med i gryden i 4-5 minutter.
  3. Overhæld det hele med bouillon og kog op. Tilsæt hvidløg og ingefær. Lad simre i ca. 20 minutter, eller til rodfrugterne er møre.
  4. Skum af undervejs ( = fjern urenheder/skum som ligger på overfladen med en ske.)
  5. Smag til med salt og peber, og server brændvarmt, med groft, friskt brød og smør.

Fiskefrikadelle-burger

I Nettos pålægsafdeling kan man købe 4 (pænt sagt) kedelige fiskefrikadeller. Men de er billige! Og giver man dem en hjælpende hånd mht. smagen, kan de nemt blive en del af “2 gange om ugen” tanken. Denne aften blev dellerne medkomponent til lækre fiske-burgere! Mums.

fiskedelleburger

En egentlig opskrift får i ikke – det siger nemlig sig selv 😉 Derimod har jeg forslag til ingredienser;

  • Fiskefrikadeller (færdiglavede eller hjemmelavede)
  • Grovboller – ristede
  • Syltede/friske agurker
  • Tomater
  • Revede gulerødder
  • Avocado
  • Remoulade, ketchup, sennep, hytteost,
  • Peberfrugt
  • Bacon!!!

En bonus-feature ved fiskeburgeren er, at man snildt kan lave et par ekstra, så madpakken til næste dag allerede er klaret.