Speltotto med aubergine, squash og spinat

Speltotto (og bygotto) er efter min mening endnu bedre end risotto. Jeg kan godt lide, at der er lidt at tygge i, en god konsistens. Ikke at risotto ikke er godt, tværtimod. Speltotto er bare lige trinnet over.

Her har jeg lavet en vegetarisk udgave, fyldt med grønt. En varm og lækker ret til de kølige efterårsaftener. Grøntsagerne er alle grønne, så retten ser næsten lige så sund ud, som den er. Og så er det i øvrigt en bonus, at du kan drikke et glas kølig hvidvin mens du tilbereder retten, for det er langt fra en hel flaske du skal bruge til maden. 😉

speltotto

Ingredienser, 4 personer

  • 400 g speltkerner (eller byg)
  • 1 squash/zucchini
  • 1 aubergine
  • 3 porrer
  • 3-400 g frisk spinat
  • Ca. 1 L grøntsagsfond
  • 1½ glas hvidvin
  • Saft fra ½ citron
  • 2 fed hvidløg
  • 2-3 dl hytteost
  • Evt. salt og peber
  • Et par spsk olie

Fremgangsmåde

  1. Skær porrer i skiver, og svits dem sammen med speltkernerne i olien i et par minutter.
  2. Tilsæt hvidvinen. Kog i et par minutter.
  3. Tilsæt aubergine og squash skåret i mindre stykker. Lad simre, indtil væsken er væk.
  4. Tilsæt fond, ca. 1 dl ad gangen, hver gang det er blevet absorberet. Bliv ved, til du har brugt fonden, og til kernerne er bløde.
  5. Smag til med citronsaft, presset hvidløg, og evt. lidt ekstra salt og peber.
  6. Rør hytteost og hakket spinat i inden servering.
  7. Server med ekstra hytteost. Gerne med groft brød og/eller en god salat.
Reklamer

Græskar-æggewraps med fyld af rygeost og grønt

Dette er en appetizer jeg lavede til Food Fighter madkampen 2015 med mit fantastiske hold. Det smagte lækkert, og så er det faktisk rigtig nemt at lave.

Appetizeren er en glutenfri æggewrap, hvori der er iblandet revet, dampet græskarskal, i stedet for at smide skrællen ud. Du kan også erstatte græskarret med revet gulerod, squash, finthakket porre, eller hvad du ellers har lyst til.

Fyldet er rygeost og sauterede grøntsager – squash og aubergine – smagt til med timian, salt og peber.

Hertil serverede vi bagte rødløgsskiver og tomat. Det hele blev anrettet på mandolinskårne skiver af glaskål og en god klat hjemmelavet svampepesto. Mums.

æggewrap

Ingredienser, 5 wraps (ca 20 tallerkenanretninger)

  • 8 æg
  • 2 dl revet græskar (eller squash, gulerod, porre, kål…)
  • 2 dl rygeost med purløg
  • 1 aubergine
  • 1 squash
  • 3 rødløg
  • 3 store tomater
  • Salt og peber
  • Olie
  • En god pesto
  • 1 stor glaskål

Fremgangsmåde

  1. Pisk æg og revet græskar sammen, og tilsæt en knivspids salt og lidt peber. Steg som pandekager på en nonstick pande. Køl ned.
  2. Skær squash og aubergine i små tern. Sauter (steg hurtigt) på en varm pande med lidt olie, og smag til med salt og peber.
  3. Skær tomater og rødløg i mindre stykker. Fordel i en bradepande, drys med olie, salt og sukker, og bag i ovnen ved 175 grader i ca. en time, eller til det er mørt og gyldent.
  4. Fordel fyldet (rygeost og squash/aubergine blanding) i æggewrapsene og rul sammen. Skær i skiver.
  5. Skræl glaskålen, og skær den i tynde skiver.
  6. Fordel en klat god pesto på glaskålskiverne, læg æggewrappen herpå, og pynt med rødløg og tomat.

Quesadillas med stegt aubergine

Den her ret er – tro det eller ej – proppet med grøntsager. Faktisk gemmer der sig både tomat, gulerod, majs, løg, forårsløg og aubergine på tallerkenen. Derudover får din mave fibre fra bønner og fuldkorns-tortillas. Og med masser af spicy krydderier, smeltet ost og creme fraiche kan det jo næsten ikke blive mere perfekt.

quesadillas med aubergine

Ingredienser, 4 personer (eller 2 personer i 2 dage!)

  • 1 pakke fuldkorns tortillas (jeg brugte rug). Ca 6 stk.
  • 1 dåse sorte eller kidney bønner
  • 1 dåse hakket tomat
  • 1 dl vand
  • 2 dl revet ost
  • 2 dl frosne majs
  • 1 pakke magert, hakket oksekød (ca 400-500 g)
  • 3-4 gulerødder
  • 1 bundt forårsløg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 stort løg
  • 1½ spsk spidskommen
  • Evt 1-2 tsk chilisauce
  • 1 tsk stødt chili
  • Salt og peber
  • 1 stor aubergine
  • Olie
  • Creme fraiche til servering

Fremgangsmåde

  1. Hak løg, og steg det i lidt olie sammen med oksekødet i en gryde.
  2. Riv gulerødderne og hak hvidløget og forårsløgene.Tilsæt i gryden. Steg, indtil kødet er gennemstegt.
  3. Tilsæt bønner, vand, tomat, majs og krydderier. Evt chilisauce. Lad simre i nogle minutter. Smag til med salt og peber.
  4. Fordel fyldet på den ene side af tortillaerne, drys med ost, og fold tortillaerne sammen på midten.
  5. Bag i 175 grader varm ovn (varmluft) i ca 10-15 minutter; indtil osten smelter, og tortillaerne er varme.
  6. Steg imens skiver af aubergine på en varm pande i noget olie, til de bliver gyldne. Drys med salt og peber.
  7. Server med creme fraiche og evt. chilisauce.

Frikadeller med grøntsager

Når kødet skal række lidt længere, og når maden skal være lidt sundere, er det en god idé at pifte eksempelvis frikadellefarsen op med en god gang revet/hakket grønt. Revede gulerødder, fintsnittet hvidkål, porrer, aubergine, osv osv. Så er der pludselig fars nok til en frikadellebunke som rækker både til i dag, til i morgen, og til fryseren.

frikadeller

Ingredienser, 2 personer i 2-3 dage (eller til fryseren!)

  • 500 g magert, hakket svinekød. (Evt. svin/kalv)
  • 1 æg
  • 1 spsk mel
  • 1-2 spsk havregryn
  • 1 fed hvidløg
  • ½-1 dl mælk
  • 3 revede gulerødder, 1 revet aubergine, eller noget helt tredje
  • Salt og peber
  • Timian
  • Evt andre krydderier efter smag. Eller hakkede soltørrede tomater. Eller smuldret feta. Eller oliven i små stykker…

Fremgangsmåde

  1. Rør farsen sammen af alle ingredienserne. Spæd til med mere mælk hvis den bliver for tør – eller mere havregryn, hvis den bliver for våd.
  2. Lad den hvile i køleskabet i1-2 timer.
  3. Steg på panden i små klatter i lidt smør/margarine.

Server med kogte kartofler/hasselbach kartofler, sovs og salat. Eller stuvet hvidkål. Eller bare en masse salat.