Asparges i serranoskinke

Uhm, foråret bringer mange lækre råvarer – for eksempel asparges!

Her får i verdens simpleste opskrift. Måske kan man ikke engang kalde det en opskrift, så nemt det er! 🙂

asparges1

Ingredienser, 2 personer

  • 1 lille bundt asparges
  • 1 pakke serranoskinke (eller bacon, hvis du foretrækker det!)

Fremgangsmåde

  1. Vask og tør asparges stilkene. Knæk eller skær det nederste af dem (det er for sejt at tygge!)
  2. Vikl 1 stykke serrano om hver asparges. Sæt på bagepapir eller i lille, ovnfast fad.
  3. Bag ved 200 grader i 10-15 minutter, eller indtil serranoen er sprød og lækker.
  4. Server som tilbehør til fx grillmad, kylling eller fisk, sammen med en god salat eller haricot vert fritter.

Velbekomme, og god weekend!

Grilltip; billige kyllinge-spareribs (med aspargessalat og hasselbach kartofler)

Efter en god, forlænget weekend står der igen “mandag” på skemaet. Heldigvis snakker meteorlogerne om solskin senere på ugen, men indtil videre er det et ganske kedeligt vådt vejr udenfor. Derfor drømmer jeg mig væk med tanker om grillmad og solstråler, og viderebringer i den forbindelse et grilltip:

Netto har denne sommer et grill-kød-sortiment hvor alt er fastlagt til en pris á 25 kr – dejligt! Derfor prøvede kæresten og jeg sidste uge (dengang solen skinnede!) at grille deres “kyllingespareribs”, og det var en stor succes. Smagen var ikke i nærheden af almindelige ribs, men smagte stadig fortræffeligt. Især serveret med hasselbach kartofler og en god salat. (Og næ, jeg er ikke sponsoreret, men blot svært glad for gode priser… 😉 )

kyllingespareribs1aspargessalat

Fremgangsmåden var simpel; smid kyllinge-spareribs direkte på en varm grill, og tilbered ca. 10 minutter på hver side, indtil de er min. 75 grader hele vejen igennem. Salaten lavede jeg af blancherede grønne asparges og friske agurker, vendt i en dressing blandet af citronsaft, honning, olie, salt og peber. Kartoflerne blev tilberedt á la hasselbach; der blev skåret riller i dem, de blev penslet med olie, drysset med paprika, salt og peber, og bagt i ovn ved 200 grader i 20-30 minutter. Velbekomme – husk is til dessert. 😀

Sommerlig speltkernesalat med avocado, jordbær og asparges

Når nu der endelig endelig endelig er søde, saftige jordbær, gælder det bare om at snige dem ind over alt! Derfor stod aftenens menu på en sommerlig speltkernesalat med alt det gode; avocado, jordbær og asparges, suppleret med lidt gulerod, forårsløg og citronsaft. Så bliver det næsten ikke friskere, sundere og mere sommerligt. 🙂

Salaten passer godt til magert kød og fisk, eller måske bare en masse godt, nybagt, groft brød med tandsmør.

jordbær avocado asparges

Ingredienser, 2-3 personer

  • 150 g speltkerner/perlespelt
  • 1 moden avocado
  • 1 lille bundt asparges
  • En håndfuld søde jordbær
  • Saft fra 1/4 citron
  • 1 gulerod
  • 1 bouillonterning
  • 1 springløg

Fremgangsmåde

  1. Kog speltkernerne i vand tilsat en bouillonterning i den tid, der er angivet på pakken. (Ca. 20 minutter.) Når der er 3-4 minutter tilbage, tilsættes asparges og gulerod i små stykker, og det koges med de sidste minutter.
  2. Skær avocado og jordbær i mundrette stykker.
  3. Snit springløget fint.
  4. Anret med speltkerner og blancherede gulerødder og asparges nederst, og top med springløg, så avocado, og så jordbær. Pres citronsaft ud over.
  5. Spis med glæde – og fisk/kylling/hvad du har lyst til 🙂

Sund, savnet sommer-tallerken

Jeg har tilbragt min weekend på Fyn. Og ved i hvad? I de små vejboder rundt omkring på øen gemmer der sig helt nye, danske, grønne asparges. Sammen med serrano-skinke, danske agurker, danske tomater, frisk mozzarella og frisk grov-baguette er det den perfekte tidlige sommertallerken – den anretning, vi alle sammen har savnet og glædet os til hele den lange vinter. Velbekomme. 🙂

sommertallerken_asparges

En egentlig opskrift får i ikke, for det siger lidt sig selv. Skær agurk, tomat og mozzarella i skiver. Kog asparges i ca 1 minut, vikl ind i serrano-skinke, og server med baguette og smør.