Græskar-æggewraps med fyld af rygeost og grønt

Dette er en appetizer jeg lavede til Food Fighter madkampen 2015 med mit fantastiske hold. Det smagte lækkert, og så er det faktisk rigtig nemt at lave.

Appetizeren er en glutenfri æggewrap, hvori der er iblandet revet, dampet græskarskal, i stedet for at smide skrællen ud. Du kan også erstatte græskarret med revet gulerod, squash, finthakket porre, eller hvad du ellers har lyst til.

Fyldet er rygeost og sauterede grøntsager – squash og aubergine – smagt til med timian, salt og peber.

Hertil serverede vi bagte rødløgsskiver og tomat. Det hele blev anrettet på mandolinskårne skiver af glaskål og en god klat hjemmelavet svampepesto. Mums.

æggewrap

Ingredienser, 5 wraps (ca 20 tallerkenanretninger)

  • 8 æg
  • 2 dl revet græskar (eller squash, gulerod, porre, kål…)
  • 2 dl rygeost med purløg
  • 1 aubergine
  • 1 squash
  • 3 rødløg
  • 3 store tomater
  • Salt og peber
  • Olie
  • En god pesto
  • 1 stor glaskål

Fremgangsmåde

  1. Pisk æg og revet græskar sammen, og tilsæt en knivspids salt og lidt peber. Steg som pandekager på en nonstick pande. Køl ned.
  2. Skær squash og aubergine i små tern. Sauter (steg hurtigt) på en varm pande med lidt olie, og smag til med salt og peber.
  3. Skær tomater og rødløg i mindre stykker. Fordel i en bradepande, drys med olie, salt og sukker, og bag i ovnen ved 175 grader i ca. en time, eller til det er mørt og gyldent.
  4. Fordel fyldet (rygeost og squash/aubergine blanding) i æggewrapsene og rul sammen. Skær i skiver.
  5. Skræl glaskålen, og skær den i tynde skiver.
  6. Fordel en klat god pesto på glaskålskiverne, læg æggewrappen herpå, og pynt med rødløg og tomat.

Nyfortolket makrel i tomat

Hvem siger, at kombinationen mellem makrel og tomat nødvendigvis behøves være en snasket omgang fisk på dåse? Ikke mig! Makrel og tomat smager udisukterbart godt sammen, så hvorfor ikke nyfortolke sammensætningen lidt?

Jeg har lavet nogle små hapsere; blancherede, udhulede tomater, fyldt med en krydderurte- og makrelmousse, pyntet med fine radiser og forårsgrønt.

makrel i tomat

Ingredienser, ca. 50 mundrette hapsere

  • 50 små tomater
  • 4-5 radiser
  • 1 røget makrelfilet
  • 1-2 dl syrnet mælkeprodukt/mayonnaise/flødeost
  • purløg
  • 1/4 rødløg
  • Citronsaft
  • Salt og peber
  • Grønt til pynt

Fremgangsmåde

  1. Kom tomaterne i kogende vand i ca 15 sekunder, og så direkte i iskoldt vand.
  2. Skær radiserne fint på et mandolinjern, og kom skiverne i iskoldt vand.
  3. Bland makrelfilet (pas på fiskeben!) med et flydende produkt – det kan enten være et syrnet mæleprodukt (skyr, creme fraiche o.lign), mayonnaise eller neutral flødeost alt efter smag og køleskabets indhold.
  4. Smag makrelmoussen til med salt, peber, finthakket rødløg, hakket purløg og en smule citronsaft.
  5. Sørg for at røre så meget i makrelblandingen, at fisken er fuldstændig findelt.
  6. Når tomaterne er kolde, afskindes de, og herefter udhules del.
  7. Tomaterne fyldes med makrelmoussen (det er langt nemmest med en sprøjtepose!) og der pyntes med radiser og grønt.
  8. Server som en forret/appetizer, eller som en del af en lækker forårs-brunch/buffet.

 

Nytårsmenuen 2012/2013

Godt nytår! Jeg håber i har haft en god nytårsaften – det havde jeg hvertfald. En masse god mad, og de sødeste, flinkeste gæster.

Min menu var et forsøg på et kompromis mellem det normale studie-budgetterede måltid, og det gode, smådyre kød. Jeg vil vove at påstå, at det lykkedes meget godt.

Forretten var ikke i den dyre ende, men smagte dog stadig helt fantastisk; krebsehale-bidder. En krebse-dressing (krebsehaler, creme fraiche, sennep, citron, dild, salt og peber) på flute, pyntet med dild og avocado.

nytår1

Til hovedretten blev der serveret okse-cuvette med hasselbach kartofler, salat, whiskeysovs og flute. Det dyreste kød, jeg og kæresten nogen sinde har købt! Det smagte da heldigvis også helt fantastisk.

nytår2

Det skal da slet ikke være nogen hemmelighed, at i dag, d. 1/1 er min fødselsdag! Derfor var desserten en stor, lækker lagkage. Ananas, flødeskum, kagecreme, jordbærsyltetøj, glasur og maltesers. Åh, lækkert! Al den overskydende flødeskum (det var nemlig en stor karton) blev til en god gang abemad i dag.

nytår3

Slutteligt var der selvfølgelig kransekage på slaget 12. 🙂

nytår4

Så kan 2013 bare komme an.

Jeg ser frem til nyt studie; grunduddannelsen “mad til mennesker” – måske jeg skal være kok eller cater?
Jeg ser frem til en ny lillebror- eller søster til foråret!
Og så ser jeg frem til endnu et fantastisk år med søde, søde Frederik!
Og nårh ja; jeg ser da også frem til en masse god mad. 😉
Hvad ser i frem til?