Appelsinmuffins

Citrus er godt i bagværk – det giver både god smag og dejlig konsistens.

Jeg har bagt nogle dejlige appelsinmuffins som jeg anbefaler at i prøver! Tilsæt gerne chokoladestykker i dejen! 😉

De er for resten ganske billige; alle ingredienserne har du sikkert i dit basislager i forvejen, så du slipper for at tage ud at handle. Smart.

appelsinmuffin

Ingredienser, 12 små stk

  • 125 g blødt smør
  • 125 g sukker
  • 2 store (eller 3 små) æg
  • Skal fra 2 ØKO appelsiner (når du bruger skallen, skal det være øko!)
  • Saft fra 1 appelsin
  • 1 tsk bagepulver
  • Knivspids salt
  • ca. 150 g hvedemel

Fremgangsmåde

  1. Pisk smør og sukker sammen i et minuts tid.
  2. Pisk æggene i et ad gangen.
  3. Bland i en anden skål mel, bagepulver, salt og fintrevet apelsinskal. (Og evt. lidt hakket chokolade).
  4. Vend melet og smørmassen sammen. Tilsæt også saften fra den ene appelsin.
  5. fordel i 12 små muffin/cupcake forme.
  6. Bag ved 180 grader i ca. 20-30 minutter. (Indtil de er gyldne, og du kan stikke en strikkepind i uden at dejen hænger ved.)
  7. Pynt evt. med glasur (flormelis + lidt appelsinsaft)
Reklamer

Super-sommersund-sukkerfri-smoothie!

Blåbær: c-vitamin, karotin, jern og magnesium. Appelsinsaft: c-vitamin og kalium. A38: b-vitamin og kalcium.

Blåbær, appelsin og A38 er ret godt at indtage.

Blåbær, appelsiner og A38 smager ret godt.

Så er det heldigt, at denne super-sommer-sunde smoothie består af netop disse 3 ingredienser! Og intet andet. Nydes iskold, og med god samvittighed. 🙂

blåbær-appelsin

Ingredienser, 2 små glas – eller 1 stooort glas!

  • ca 150-200 g frosne blåbær
  • 1 appelsin
  • 2-3 spsk mager A38

Fremgangsmåde

  1. Pres appelsinen. (Juhu, her kan alle os uden en fancy saftpressermaskine også være med!)
  2. Blend frosne blåbær, appelsinsaft og A38, til en lækker og tyk konsistens er opnået.
  3. Drik med det samme af farverige sugerør – gerne ude i den lune forårssol. 🙂