Luftige gulerodsbrud med (skjult) fuldkorn

Uha, du kender dem godt, ikke? De der store, bløde, luftige, søde gulerodsbrud-boller fra bageren? De der smørslugere, der bare smager himmelsk? Dem, man bare får alt for sjældent, fordi bagerbutikkerne bliver færre og færre, og fordi bollerne er ret dyre?

Bare rolig, du kan nemt selv lave nogle, som er endnu bedre end bagerens. Og så kan du tilmed lave dejen med fuldkorn, uden at du selv (eller eventuelle børn eller kræsne kærester/mænd/koner) lægger mærke til det! Denne opskrift indeholder nemlig 50 % hvid hvede, som er en fuldkornsmeltype, der ligner hvedemel ret utrolig meget. Og bare rolig, bollerne bliver ikke hårde og bastante af den grund; de er stadig luftige og bløde.

Gulerodsbrud smager (som alle andre boller!) bedst når de er nybagte. Men de er også fantastiske et par dage efter (især efter en tur på brødristeren). Går der derimod længere tid end et par dage før du får dem spist, synes jeg, du skal fryse dem ned, og så lige tø dem op i ovnen igen inden servering. 🙂

gulerodsbrud

Ingredienser, 15 store boller

  • 500 g hvedemel
  • 500 g hvid hvedemel
  • 2 tsk fint salt
  • ½ dl sukker
  • 75 g meget blødt smør
  • 125 g solsikkekerner
  • 5 revede gulerødder
  • 3 små (eller 2 store) æg
  • 50 g gær
  • Ca ½ l lunkent vand

Fremgangsmåde

  1. Bland hvedemel, hvid hvede, salt og sukker.
  2. Opløs gæren i vandet. Hæld vandet i melblandingen, tilsæt det (meget) bløde smør, og ælt godt i mindst 5 minutter.
  3. Lad dejen hæve (overdækket med film eller fugtigt viskestykke) i mindst en time, gerne halvanden eller to.
  4. Bland revede gulerødder, æg og solsikkekerner i dejen. (Det sviner, og dejen er meget klistret – men sådan skal det være!)
  5. Form ca. 15 store boller (og nej, dejen er for klistret til at de bliver perfekte og flotte – det er også meningen! 😉 ) Fordel på to bageplader, for der skal være godt med plads imellem dem, da de hæver i ovnen.
  6. Lad bollerne hæve tildækket i endnu en time.
  7. Bag dem i en 200 grader varm ovn (varmluft) i 15-20 minutter; indtil de er gyldne og gennembagte. Du kan prøve at banke en bolle i bunden med din kno, og høre om den lyder hul.
  8. Køl lidt ned på en rist

Porre, broccoli og bacontærte med fuldkorns-rug-bund

Jeg (og min pengepung!) elsker tærte.

Du kan fylde den med lige, hvad du vil. Og hvad du har. Jeg valgte en masse grøntsager, og så selvfølgelig bacon. Bacon er altid godt.

Bunden laver du selvfølgelig selv; med masser af fuldkorn, rugmel og creme fraiche. Og så må du love mig at holde dig langt væk fra den alt for dyre, færdiglavede bund i supermarkedet, fyld med e-numre og margarine og uden fibre.

tærte m bacon porre brocoli rug 2

Ingredienser, 2 små tærter  – bund

  • 100 g hvid fuldkorns hvedemel
  • 100 g fuldkorns rugmel
  • 100 g hvedemel
  • ½ tsk fint salt
  • 1 dl vegetabilsk olie (raps, solsikke…)
  • 1-2 dl creme fraiche
  • Evt. 1-2 dl vand

Ingredienser, fyld (kan varieres som du vil)

  • 1 broccolihoved
  • 2 porrer
  • Et par gulerødder
  • Et par peberfrugter
  • 1-2 pakker bacon
  • 6-7 æg
  • 1-2 dl creme fraiche
  • Salt og peber. Evt lidt muskatnød.
  • Ost til drys

Fremgangsmåde

  1. Bland salt, mel (alle tre typer), olie og creme fraiche. Tilsæt evt. lidt vand, hvis det ikke hænger sammen. Stil dejen på køl i et par timer.
  2. Rul dejen tyndt ud, og dæk to tærtefade med den. Bag ved 175 grader varmluft i 10-15 minutter.
  3. Skær grøntsager og bacon i små stykker. Steg på en varm pande i 5 minutters tid.
  4. Pisk æg, creme fraiche, salt og peber (evt også muskatnød) sammen.
  5. Fordel fyldet i de forbagte forme. Overhæld med æggemassen, og drys med revet ost.
  6. Bag i ovnen ved 175 grader varmluft i 20-30 minutter, indtil æggemassen er stivnet, og osten gylden.
  7. Server med god salat.

Resterne kan sagtens gemmes i køleskab eller fryser, så bare lav til mange dage. Perfekt til madpakken!

Æggemuffins med grøntsager

Endnu en sjov tøm-køleskabet ret.

Det er nemt! Og så kan det varieres i  det uendelige.

Jeg serverede dem med stegt medister, men de kan sagtens serveres alene, andre ting man nu har (fisk? frikadeller?) eller tages med i madpakken.

mini ægge muffins

Ingredienser, 15-20 stk

  • Ca. 4-500 g grøntsager du har i køleskabet (jeg brugte majs, tomat, broccoli, springløg og gulerod)
  • Ca. 6-7 æg
  • 1-2 dl mælk, fløde, hytteost, creme fraiche eller yoghurt naturel
  • Salt og peber
  • Evt. kød- eller fiske rester
  • Evt. revet ost
  • Evt. andre smagsgivere (jeg brugte persille og chili)

Fremgangsmåde

  1. Fordel grøntsagsresterne (og evt. kødrester) i muffinforme.
  2. Pisk i en skål æg og mælkeprodukt sammen. Smag til med salt, peber og eventuelt andre smagsgivere.
  3. hæld æggeblandingen over resterne.
  4. Drys evt. med revet ost.
  5. Bag ved 200 grader i 15-20 minutter, indtil æggemassen er stivnet og osten er gylden.

Ovnbagt frittata med skinke og grønt

Nu synger sommerferien vist på sidste vers for de allerfleste, mig selv inklusive. Det betyder, at hverdagsmaden nu ofte skal gå hurtigt, og ofte kunne laves med ingredienserne der i forvejen gemmer sig i køleskabet (hvis man ikke lige kan nå at handle ind.) Disse kriterier opfylder denne simple frittata, som tilmed er ideel nu, hvor vi nærmer os slutningen af måneden, hvor madkontoen begynder at ligne et dybt, sort hul – man kan nemlig fylde den med stort set det, man lige har, og bryder sig om. Derudover er rester helt perfekte i madpakken ledsaget af rugbrød og en syltet rødbede – sikke dog en win-win ret! 😉

æggekage

Ingredienser, 2 personer og 1 madpakke
(Bemærk at grøntsagerne i opskriften kan udskiftes med lige det, du ønsker!)

  • 1 pakke skinkestrimler
  • 1 peberfrugt i tern
  • Ca. 10 små tomater i halve
  • Ca. 200 g champignon i kvarte
  • 2 løg, hakkede
  • ½ spidskål, fintsnittet
  • Salt, peber og stødt paprika
  • 6 æg
  • 1 dl mælk, hytteost eller lignende

Fremgangsmåde

  1. Tænd ovnen på 200 grader, og sæt et tomt tærtefad (eller lignende) ind for at blive varm.
  2. Steg imens løg, spidskål, peberfrugt, skinke og champignon på en varm pande til det bliver lidt mørt. Smag til med salt, peber, og en masse paprika.
  3. Pisk æg og mælk/hytteost sammen.
  4. Hæld grøntsagerne i det varme fad. Overhæld med æggeblandingen, og pynt med halve tomater.
  5. Bag i ovnen ca. 20 minutter, eller indtil æggemassen er stivnet.
  6. Server! Hvis der er flere der spiser med, eller hvis i er ekstra sultne, smager retten godt med rugbrød, syltede rødbeder, ketchup og gerne en masse hakket purløg.

Hasselnøddecookies uden mel og smør

De her cookies er nok de bedste jeg har lavet til dato. Og så er de tilmed uden mel (=glutenfri) og uden smør! Til gengæld indeholder de sunde fedtsyrer fra en masse hasselnøddekerner. Og så er der også en masse kærlighed, chokolade og puddersukker i! 😉

hasselnøddecookies

Ingredienser, ca. 15 stk

  • ½ (lille) tsk fint salt
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 tsk bagepulver
  • 150 g hasselnødder
  • 100 g puddersukker (brun farin)
  • 50 g kokosmel
  • 2 æg
  • 100 g hakket chokolade, gerne god og mørk

Fremgangsmåde

  1. Blend hasselnødderne til en grov mel – det går nemt i en minihakker.
  2. Bland hasselnøddemelet med salt, vaniljesukker, kokosmel, bagepulver, puddersukker og chokolade.
  3. Rør til sidst æggene i.
  4. Fordel med to spiseskeer dejen i klumper på to bradepander beklædt med bagepapir. (God afstand i mellem, da de flyder lidt ud.)
  5. Bag ved 160 grader varmluft i 10-15 minutter; de skal være gyldne i kanten.
  6. Lad dem køle af på bradepanden et par minutter, of flyt dem så over på en rist for at køle helt ned.
  7. Spis – med et stort glas is koldt mælk eller dejlig varm te.

Citron og birkes kage

Den her kage er super fin med de mange, mange prikker, og smager dejligt af sommer pga. de mange citroner, der er i. Den er saftig, og holder sig godt i mange dage.

citron birkes kage

Ingredienser, 2 springforme

  • 6 æg
  • 1 spsk vaniljesukker
  • 2 tsk bagepulver
  • ½ tsk fint salt
  • 3,5 dl sukker
  • 5,5 dl hvedemel
  • 3 øko(!) citroner
  • 200 g blødt smør
  • 2 små poser birkes (ca. 2 dl)
  • ca. 3 dl flormelis

Fremgangsmåde

  1. Pisk smør og sukker godt til det bliver lyst og skummende.
  2. Bland i en anden skål hvedemel, bagepulver, vaniljesukker, birkes og salt.
  3. Pisk æggene i sukker/smør blandingen et ad gangen, og vend så med mel-blandingen.
  4. Tilsæt fintrevet skal fra 3 citroner.
  5. Bag i ca. 45 minutter ved 160 grader varmluft. (Eller hvis du kun laver én kage; 175 grader alm. varme)
  6. Når kagen er gennembagt og kølet ned laves glasuren: bland flormelis med saften fra 2-3 citroner. Fordel på kagen.
  7. Drys gerne med krymmel. 🙂

Scrambled-rester / røræg-rester med bacon

Det er egentlig den klassiske scrambled eggs med bacon – men fyldt med rester, så det bliver et komplet aftensmåltid i stedet for morgenmad. Fantastisk måde at bruge rester på og få tømt ud i køleskabet – og en glimrende undskyldning for at spise mere bacon! 😉

Har man ikke æg i køleskabet kan man i stedet lave en klassisk biksemad.

Resterne der er i denne scrambled ret er ovnbagte kyllingefrikadeller med sesam fra forleden, samt spidskål, tomat og løg fra grøntsagsskuffen. Selvfølgelig blev æggeretten serveret med bacon, syltede rødbeder og ketcup – det hører sig jo til! 😉 Det eneste jeg manglede, var hakket purløg.

scrambled rester2

Ingredienser, 2-3 personer

  • 5-6 æg
  • 1 dl mælk
  • Salt og peber
  • Ca. 500 g grøntsager (alt efter smag og hvad du har i køleskabet)
  • 5-6 frikadeller eller lignende kødrester
  • Bacon
  • 2 store løg
  • 2 spsk olie

Fremgangsmåde

  1. Skær løget i tynde strimler, og steg i olie i et par minutter.
  2. Skær kødresterne i tern/skiver, og svits med i et par minutter.
  3. Tilsæt grøntsager i mundrette bidder, og varm igennem mens du laver æggemassen.
  4. Æggene piskes let sammen med et nip salt, lidt peber og mælken.
  5. Hæld æggeblandingen over retten, og vend jævnligt – præcis som når du laver røræg / scrambled eggs.
  6. Steg baconen på en tør pande, og dryp af på et par servietter.
  7. Server gerne med hakket purløg, syltede rødbeder og ketchup. Evt. også rugbrød med smør, hvis det skal række lidt længere.

Verdens nemmeste æblekage

Det her er verdens nemmeste æblekage – måske lige med undtagelse af denne æblecrumble kage! Hvis du er mere eventyrlysten kan du også prøve æblekagen med marcipan og mandler, som også er fantastisk.

Denne kage er super saftig og lækker, og gæsterne elsker den. Og hvis der ikke bliver spist op, er den (modsat mange andre æblekager) stadig fantastisk dagen efter. Og så er det så smart, at du sten sikkert allerede har ingredienserne hjemme i køkkenskabene, så kagen er perfekt til de uventede gæster.

æblekage3

Ingredienser, ca. 4-5 personer

  • 150 g smør/margarine
  • 150 g sukker
  • 150 g hvedemel
  • 2 store æg
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 tsk vaniljesukker
  • ½ tsk salt
  • 3-4 æbler
  • 1 tsk stødt kardemomme
  • 2 tsk stødt kanel

Fremgangsmåde

  1. Pisk det bløde smør sammen med sukkeret, og tilsæt æggene et ad gangen.
  2. Bland i en anden skål mel, bagepulver, vaniljesukker, kardemomme og salt.
  3. Vend det hele sammen.
  4. Skræl æblerne og skær dem i tynde både. Fordel dem i bunden af en springform, og drys med kanel.
  5. Hæld dejen over æblerne.
  6. Bag i en 175 grader varm ovn i ca. 45 minutter, eller til overfladen er gylden og kagen gennembagt.
  7. Server gerne lun med creme fraiche, eller spis den kold! 🙂

Grøn blomkåls-couscous stir-fry med ovnbagte kyllingekødboller

Hvis man følger bare en lille smule med på forskellige madblogs, så er man sandsynligvis faldet over såkaldte blomkåls-ris eller blomkåls-couscous. Jeg har selv forsøgt at lave det, og jeg forstår nu, hvorfor det er så omtalt. Det blendede, tilberedte blomkålshoved smager nemlig fantastisk, og kan fint erstatte ris eller couscous i et utal af retter. Fx som wok-tilbehør eller til fisk. Jeg lavede en grøn stir-fry inspireret tilbehørsret, som passede perfekt til nogle ovnbagte kyllingekødboller med sesam.

kyllinge kødbollerblomkål coucous

Ingredienser, kødboller, 4 personer

  • ca. 800 g hakket kyllingekød
  • 2 æg
  • ca. 1½ dl mel, gerne fuldkorn
  • ½ spsk salt
  • ½ tsk stødt chilipulver
  • 1 tsk stødt paprika
  • 2 store løg
  • 1 spsk tørret basilikum
  • sesam til drys

Ingredienser, blomkåls-stir-fry, 4 personer

  • ½ blomkålshoved
  • ½ spidskål i strimler
  • 2 dl ærter (friske eller fra frost)
  • 1 grøn peberfrugt i tern
  • 2 dl vand
  • 1 tsk grøntsagsbouillon (eller 1 terning)
  • 1 stort løg, fintsnittet
  • 2 fed hvidløg, presset
  • 1 spsk olie
  • 1 bundt persille, hakket

Fremgangsmåde, kødboller:

  1. Rør hakkekødet sejt med salt.
  2. Hak løgene fint.
  3. Rør kød, løg, æg, mel og krydderier sammen til en fast fars.
  4. Form ca. 20 kødboller.
  5. Drys med sesam.
  6. Bag i ovnen i 20-30 minutter ved 200 grader.

Fremgangsmåde, blomkåls stir-fry:

  1. Svits løget og hvidløget i olien i et par minutter.
  2. Blend blomkålshovedet i en minihakker/lignende, til det bliver på størrelse med couscous-korn.
  3. Tilføj blomkål, vand og bouillon til panden med løgene. Svits videre i et par minutter.
  4. Tilføj peberfrugt, ærter og spidskål.
  5. Lad simre i 5-10 minutter til væsken er fordampet/absorberet.
  6. Lige inden servering vendes persillen i.

Kokostoppe deluxe; dem med marcipan!

Nu er det godt nok også ved at være længe siden at i har hørt noget nyt fra mig. Men det er nu ikke helt uden grund; min kalender har været (og er stadig!) frygtelig proppet. Eksempelvis har jeg de sidste par uger fejret pinsesolens stråler på Fyn, set Metallica live i Horsens og været på Northside Festival. Og nårh ja, så er der også en masse eksamensopgave skrivning for tiden… Suk 🙂

I dag var der dog et lille overskud til at skabe nogle søde mundfulde i mit køkken, med hjælp fra endnu sødere Frederik, som i dag er så heldig at have fået sommerferie. Nu dufter her fint af kokos; vi lavede nemlig kokostoppe med marcipan i. Selvfølgelig toppet med mørk chokolade. (Et lille tip; smelt mindst dobbelt så meget som du skal bruge; så kan du dyppe sommerens jordbær i resten, nu du alligevel er i gang med chokolade-griseriet! 😉 )

kokostoppe med marcipan 1kokostoppe med marcipan 2

Ingredienser, 1 bageplade små kokostoppe:

  • 2 mellemstore æg
  • 150 g sukker
  • 250 g kokosmel
  • 200 g revet marcipan
  • 1-2 spsk hvede- eller mandelmel
  • Evt 1-2 spsk vand
  • Evt 1 spsk vaniljesukker

Fremgangsmåde

  1. Pisk sukker og æg sammen. Evt også vaniljesukker, hvis toppene skal smage lidt af vanilje.
  2. Riv marcipanen og bland den med hvedemelet, så det ikke klumper sammen igen.
  3. Rør det hele sammen på nær vandet.
  4. Hvis massen binder sig fint sammen er den færdig, og hvis ikke tilsættes et par spsk. vand, indtil massen hænger sammen.
  5. Form en masse kugler/toppe/hjerter/stænger eller hvad du nu er i humør til.
  6. Bag i midten af en 200 grader varm ovn i ca. 15 minutter, eller indtil de er gyldne. Pas på, lige pludselig går det hurtigt!
  7. Smelt noget chokolade, og pynt toppene når de er kolde. Du kan også vælge at dyppe bunden i chokoladen  stedet.
  8. Opbevares i lufttæt beholder i ca. 1 uges tid – eller til der ikke er flere! 😉