Speltotto med aubergine, squash og spinat

Speltotto (og bygotto) er efter min mening endnu bedre end risotto. Jeg kan godt lide, at der er lidt at tygge i, en god konsistens. Ikke at risotto ikke er godt, tværtimod. Speltotto er bare lige trinnet over.

Her har jeg lavet en vegetarisk udgave, fyldt med grønt. En varm og lækker ret til de kølige efterårsaftener. Grøntsagerne er alle grønne, så retten ser næsten lige så sund ud, som den er. Og så er det i øvrigt en bonus, at du kan drikke et glas kølig hvidvin mens du tilbereder retten, for det er langt fra en hel flaske du skal bruge til maden. 😉

speltotto

Ingredienser, 4 personer

  • 400 g speltkerner (eller byg)
  • 1 squash/zucchini
  • 1 aubergine
  • 3 porrer
  • 3-400 g frisk spinat
  • Ca. 1 L grøntsagsfond
  • 1½ glas hvidvin
  • Saft fra ½ citron
  • 2 fed hvidløg
  • 2-3 dl hytteost
  • Evt. salt og peber
  • Et par spsk olie

Fremgangsmåde

  1. Skær porrer i skiver, og svits dem sammen med speltkernerne i olien i et par minutter.
  2. Tilsæt hvidvinen. Kog i et par minutter.
  3. Tilsæt aubergine og squash skåret i mindre stykker. Lad simre, indtil væsken er væk.
  4. Tilsæt fond, ca. 1 dl ad gangen, hver gang det er blevet absorberet. Bliv ved, til du har brugt fonden, og til kernerne er bløde.
  5. Smag til med citronsaft, presset hvidløg, og evt. lidt ekstra salt og peber.
  6. Rør hytteost og hakket spinat i inden servering.
  7. Server med ekstra hytteost. Gerne med groft brød og/eller en god salat.

Bagte portobellosvampe med fyld – næsten pizza?

På årets food festival fik jeg nogle store, dejlige portobellosvampe med hjem fra Tvedemoses stand. De blev spist lige med det samme – bagte, og fyldt med lækker, frisk, dansk squash og majs. Uhm!

portobello2 (1 of 1)

Ingredienser, 2 personer

  • 4 portobellosvampe
  • 1 majskolbe
  • 1 lille squash/zucchini
  • ½ dåse hakket tomat
  • 1 dl revet ost
  • Salt og peber
  • 1 stort løg
  • 1 fed hvidløg
  • ½ chili
  • 1 spsk olie

Fremgangsmåde

  1. Skær squash og løg i tern, og fjern majskernerne fra kolben. Steg det i olien ved mellem varme i fem minutters tid. Smag til med salt, peber, samt finthakket hvidløg og chili.
  2. Fordel hakket tomat i de fire svampe, top med squash/majs fyldes, og drys med revet ost.
  3. Bag ved 175 grader i en halv times tid, indtil det hele er mørt, og osten gylden.
  4. Server! Gerne med groft brød og en god salat. Det smager nok heller ikke helt skidt at servere en hytteost eller yoghurt dressing til!

Græskar-æggewraps med fyld af rygeost og grønt

Dette er en appetizer jeg lavede til Food Fighter madkampen 2015 med mit fantastiske hold. Det smagte lækkert, og så er det faktisk rigtig nemt at lave.

Appetizeren er en glutenfri æggewrap, hvori der er iblandet revet, dampet græskarskal, i stedet for at smide skrællen ud. Du kan også erstatte græskarret med revet gulerod, squash, finthakket porre, eller hvad du ellers har lyst til.

Fyldet er rygeost og sauterede grøntsager – squash og aubergine – smagt til med timian, salt og peber.

Hertil serverede vi bagte rødløgsskiver og tomat. Det hele blev anrettet på mandolinskårne skiver af glaskål og en god klat hjemmelavet svampepesto. Mums.

æggewrap

Ingredienser, 5 wraps (ca 20 tallerkenanretninger)

  • 8 æg
  • 2 dl revet græskar (eller squash, gulerod, porre, kål…)
  • 2 dl rygeost med purløg
  • 1 aubergine
  • 1 squash
  • 3 rødløg
  • 3 store tomater
  • Salt og peber
  • Olie
  • En god pesto
  • 1 stor glaskål

Fremgangsmåde

  1. Pisk æg og revet græskar sammen, og tilsæt en knivspids salt og lidt peber. Steg som pandekager på en nonstick pande. Køl ned.
  2. Skær squash og aubergine i små tern. Sauter (steg hurtigt) på en varm pande med lidt olie, og smag til med salt og peber.
  3. Skær tomater og rødløg i mindre stykker. Fordel i en bradepande, drys med olie, salt og sukker, og bag i ovnen ved 175 grader i ca. en time, eller til det er mørt og gyldent.
  4. Fordel fyldet (rygeost og squash/aubergine blanding) i æggewrapsene og rul sammen. Skær i skiver.
  5. Skræl glaskålen, og skær den i tynde skiver.
  6. Fordel en klat god pesto på glaskålskiverne, læg æggewrappen herpå, og pynt med rødløg og tomat.

Bagt zucchini med kikærtefyld

Som jeg har skrevet så mange gange før: smid meget gerne mindst én kødfri dag ind i hver uge. Det er godt for miljø, sundhed og pengepungen. Hvertfald hvis det, der erstatter kødet, er masser af lækre grøntsager, bælgfrugter og lignende.

Her har jeg lavet bagt zucchini (eller squash, om man vil) med fyld. Fyldet er groft blendede kikærter, løg, persille, og masser af lækre krydderier. Og ja, selvfølgelig er der masser af ost på.

Du kan også sagtens erstatte fyldet med det du lige har, fx rester af en pastasauce.

veggie squash

Ingredienser, 2 personer

  • 2 squash/zucchini
  • 1 dåse kogte kikærter (eller et par dl du selv har kogt)
  • ½ bundt persille
  • 1 stort løg
  • 1 spsk stødt paprika
  • ½ tsk stødt spidskommen
  • ½ tsk stødt chili
  • Salt og peber
  • Et par dl revet ost
  • Evt brød og/eller salat til servering

Fremgangsmåde

  1. Skær de zucchinierne over på midten, og udhul dem. (Gem det, du fjerner.) Læg dem i et ovnfast fad.
  2. Blend kikærter, løg, persille, krydderier, og det zucchini, du har skrabet ud.
  3. Svits kikærtemassen på en varm pande i lidt olie i ca. 5 minutter. Smag til.
  4. Fordel fyldet i de udhulede zucchinier, og drys med ost.
  5. Bag i 200 grader varm ovn. Først et kvarter med folie over, så et kvarter uden.

Tip 1: du kan sagtens tilføje fx gulerødder, champignon, kål, majs, eller hvad du nu har, til fyldet. Det gør det bare endnu lækrere.

Tip 2: du kan erstatte kikærter med fx kogte ris eller linser.

Tip 3: retten kan gøres vegansk ved ikke at drysse ost på toppen.

Tip 4: Kan også sagtens grilles.

Quesadillas med stegt aubergine

Den her ret er – tro det eller ej – proppet med grøntsager. Faktisk gemmer der sig både tomat, gulerod, majs, løg, forårsløg og aubergine på tallerkenen. Derudover får din mave fibre fra bønner og fuldkorns-tortillas. Og med masser af spicy krydderier, smeltet ost og creme fraiche kan det jo næsten ikke blive mere perfekt.

quesadillas med aubergine

Ingredienser, 4 personer (eller 2 personer i 2 dage!)

  • 1 pakke fuldkorns tortillas (jeg brugte rug). Ca 6 stk.
  • 1 dåse sorte eller kidney bønner
  • 1 dåse hakket tomat
  • 1 dl vand
  • 2 dl revet ost
  • 2 dl frosne majs
  • 1 pakke magert, hakket oksekød (ca 400-500 g)
  • 3-4 gulerødder
  • 1 bundt forårsløg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 stort løg
  • 1½ spsk spidskommen
  • Evt 1-2 tsk chilisauce
  • 1 tsk stødt chili
  • Salt og peber
  • 1 stor aubergine
  • Olie
  • Creme fraiche til servering

Fremgangsmåde

  1. Hak løg, og steg det i lidt olie sammen med oksekødet i en gryde.
  2. Riv gulerødderne og hak hvidløget og forårsløgene.Tilsæt i gryden. Steg, indtil kødet er gennemstegt.
  3. Tilsæt bønner, vand, tomat, majs og krydderier. Evt chilisauce. Lad simre i nogle minutter. Smag til med salt og peber.
  4. Fordel fyldet på den ene side af tortillaerne, drys med ost, og fold tortillaerne sammen på midten.
  5. Bag i 175 grader varm ovn (varmluft) i ca 10-15 minutter; indtil osten smelter, og tortillaerne er varme.
  6. Steg imens skiver af aubergine på en varm pande i noget olie, til de bliver gyldne. Drys med salt og peber.
  7. Server med creme fraiche og evt. chilisauce.

The Jeroen: Wannabe ratatouille i fad med kyllingehakkebøffer

Okay. Efter sidste weekends Northside Festival, med nuværende eksamensræs, og med Roskilde Festival i kiggerten (kun 6 dage endnu!), er det altså ikke madlavningen, jeg har fokus på.

I går blev det dog trods alt til noget lækkert; ratatouille inspireret grøntsagsfad med hakkebøffer af kylling. Serveret med frisk mozzarella var det en fin afveksling fra rugbrødsmadder og havregryn.

Puha, selvom jeg synes min uddannelse er super spændende, glæder jeg mig altså virkelig til at produktionsteknologi, fødevarekemi, ernæring i livscykluusperspektiv og livsstilssygdomme erstattes af kolde øl på en græsplæne på Sjælland! Også selvom det betyder endnu flere rugbrødsmadder. 😉

rattatouille1kyllinge hakkebøffer

Ingredienser, 2-3 personer

  • 1 squash
  • 1 aubergine
  • 4 store tomater
  • Olivenolie
  • 0,8-1 kg hakket kylling
  • Salt, peber og timian
  • Frisk mozzarella

Fremgangsmåde

  1. Skær grøntsagerne i tynde skiver, og anret dem lagvis i et fad. Hæld lidt olivenolie over, og krydr med salt, peber og timian.
  2. Sæt grøntsagsfadet i ovnen ved 150 grader i 2 timer. (Så bliver de meget lækrere, end hvis de får 200 grader i en time!)
  3. Når grøntsagerne er ved at være færdige, former du bøffer af hakkekødet. Steg ved høj varme i lidt olie til de er gennemstegte. Krydr med salt og peber.
  4. Server med gode venner og en kold øl!

Marinerede grøntsagsspyd på grillen

Sommer = grill.

Grill = lækkert!

Det er super nemt at lave tilbehørsspyd med grøntsager. Passer perfekt til det, du ellers har lyst til at grille.

grillspyd

Ingredienser, 5 spyd

  • 5 små tomater
  • ½ squash/courgette
  • 10 champignons
  • 1 rød peberfrugt
  • 1 (rød)løg
  • 1 dåse tomatpure (erstat evt. af ½-1 dl BBQ eller HP sauce)
  • 2-3 spsk olie
  • ½-1 tsk salt
  • 3 hvidløgsfed
  • Peber
  • 1 tsk timian

Fremgangsmåde

  1. Bland marinaden af tomatpure, olie, salt, timian, presset hvidløg og peber. (Erstat evt. tomatpure med andet, fx HP eller BBQ sauce).
  2. Rens grøntsager, og skær pebefrugt, løg og squash i skiver. Fordel på spyd.
  3. Pensl med marinade, og lad trække, gerne et par timer i køleskab.
  4. Grill i 15 minutters tid ved mellemvarme, indtil det er godt mørt.

Asparges i serranoskinke

Uhm, foråret bringer mange lækre råvarer – for eksempel asparges!

Her får i verdens simpleste opskrift. Måske kan man ikke engang kalde det en opskrift, så nemt det er! 🙂

asparges1

Ingredienser, 2 personer

  • 1 lille bundt asparges
  • 1 pakke serranoskinke (eller bacon, hvis du foretrækker det!)

Fremgangsmåde

  1. Vask og tør asparges stilkene. Knæk eller skær det nederste af dem (det er for sejt at tygge!)
  2. Vikl 1 stykke serrano om hver asparges. Sæt på bagepapir eller i lille, ovnfast fad.
  3. Bag ved 200 grader i 10-15 minutter, eller indtil serranoen er sprød og lækker.
  4. Server som tilbehør til fx grillmad, kylling eller fisk, sammen med en god salat eller haricot vert fritter.

Velbekomme, og god weekend!

Hawaii pizza med hvid hvede

Sommetider er det altså bare pizza, man har lyst til, og ikke andet. Sådan var det forleden – måske det skyldtes, at jeg har fået fingrene i en aluminiums pizzaform? Måske.

Pizza blev det hvert fald til. Nogle ganske runde, og meget sprøde nogle, endda!

Hawaii. Med løg! Og med hvid hvede i bunden.

(Jeg tror jeg har fået en “arbejdsskade” gennem mit studie Ernæring og Sundhed; intet bagværk uden fuldkorn… 😉  )

hawaii2

 

Ingredienser, 3 pizzaer, bund:

  • 500 g hvedemel
  • 500 g hvid hvede (eller alternativt grahamsmel/lignende)
  • 3 spsk olie
  • 1 tsk fint salt
  • 3 dl lunkent vand
  • ½ pakke gær

Ingredienser, tomatsauce:

  • 1-2 dåser hakkede tomater (alt efter hvor meget tomatsauce du vil have på!)
  • Salt og peber
  • 1 løg, finthakket
  • 1 tsk sukker
  • basilikum (frisk eller tørret)
  • Evt. hvidløg
  • 1-2 spsk olie

Ingredienser, topping:

  • Revet ost
  • Ca. 300 g skinke
  • Ananas (dåse eller frisk)
  • Evt. løg eller andet, du vil have på… 🙂

Fremgangsmåde:

  1. Lav dejen: opløs gæren i det lunkne vand. Bland mel, salt olie og vandet. Ælt i 5 minutters tid, og lad dejen hæve tildækket i mindst en time.
  2. Lav tomatsaucen: steg løg (og evt. hvidløg) i olien i et par minutter. Tilsæt resten af ingredienserne, og kog saucen i mindst 10 minutter. Gerne længere tid; så bliver smagen mere intens, og saucen tykkere. Smag til med salt og peber. Blend evt. saucen med en stavblender til sidst, hvis du har lyst til en tomatsauce uden klumper.
  3. Del dejen i tre stykker. Rul dem ud , smør med tomatsauce, og kom fyldet på. (Jeg foretrækker at have osten øverst. Men Frede insisterer på, at osten skal i bunden. Jaja, hver sin smag).
  4. Bag i en MEGET varm ovn i et kvarters tid til bunden er sprød og osten smeltet. (Jeg kunne kun få min ovn op på 230 grader, men mere ville være endnu bedre).
  5. Server med en frisk salat og en kold øl. (Eller lidt flere, hvis det er weekend. 😉 )

Porre, broccoli og bacontærte med fuldkorns-rug-bund

Jeg (og min pengepung!) elsker tærte.

Du kan fylde den med lige, hvad du vil. Og hvad du har. Jeg valgte en masse grøntsager, og så selvfølgelig bacon. Bacon er altid godt.

Bunden laver du selvfølgelig selv; med masser af fuldkorn, rugmel og creme fraiche. Og så må du love mig at holde dig langt væk fra den alt for dyre, færdiglavede bund i supermarkedet, fyld med e-numre og margarine og uden fibre.

tærte m bacon porre brocoli rug 2

Ingredienser, 2 små tærter  – bund

  • 100 g hvid fuldkorns hvedemel
  • 100 g fuldkorns rugmel
  • 100 g hvedemel
  • ½ tsk fint salt
  • 1 dl vegetabilsk olie (raps, solsikke…)
  • 1-2 dl creme fraiche
  • Evt. 1-2 dl vand

Ingredienser, fyld (kan varieres som du vil)

  • 1 broccolihoved
  • 2 porrer
  • Et par gulerødder
  • Et par peberfrugter
  • 1-2 pakker bacon
  • 6-7 æg
  • 1-2 dl creme fraiche
  • Salt og peber. Evt lidt muskatnød.
  • Ost til drys

Fremgangsmåde

  1. Bland salt, mel (alle tre typer), olie og creme fraiche. Tilsæt evt. lidt vand, hvis det ikke hænger sammen. Stil dejen på køl i et par timer.
  2. Rul dejen tyndt ud, og dæk to tærtefade med den. Bag ved 175 grader varmluft i 10-15 minutter.
  3. Skær grøntsager og bacon i små stykker. Steg på en varm pande i 5 minutters tid.
  4. Pisk æg, creme fraiche, salt og peber (evt også muskatnød) sammen.
  5. Fordel fyldet i de forbagte forme. Overhæld med æggemassen, og drys med revet ost.
  6. Bag i ovnen ved 175 grader varmluft i 20-30 minutter, indtil æggemassen er stivnet, og osten gylden.
  7. Server med god salat.

Resterne kan sagtens gemmes i køleskab eller fryser, så bare lav til mange dage. Perfekt til madpakken!