Endelig! Eksamen i fysiologi/anatomi er vel overstået og bestået. Og flytningen er fuldført med bravour! Det er blevet super hyggeligt i den nye lejlighed, og i aften skal det hele fejres med lækker, økologisk ribbenssteg med sovs, rødkål og kartofler. Det bliver spændende at se om jeg kan finde ud af det; det er ikke noget jeg nogen sinde har forsøgt mig med tidligere!
Forleden, da flytningen næsten var overstået, stod menuen dog på den meget mindre voldsomme ret “ovnbagte rødspættefileter på timiankrydrede grøntsager.” Jeg brugte squash, blommetomat og løg. Hertil nye samsø kartofler – hmmm, det ved jeg ikke om passer helt her i midt-december? Nuvel, det stod der nu engang på kartoffelposen. De smagte faktisk meget nye. 🙂
Retten er super nem at gå til, og pengepungen er glad, da ingredienslisten er ganske kort. Velbekomme!
Ingredienser, 2 personer
- ½ squash
- 2-3 blommetomater
- 1 løg
- ca. 250 g fersk rødspættefilet
- urtesalt, peber og timian
- evt. hvidløg
- Kartofler
- Smør
Fremgangsmåde
- Sæt kartoflerne over i letsaltet vand.
- Skær løg, tomat og squash i skiver, og anret i bunden af et ovnfast fad. Drys med salt, peber og masser af timian. Stil i ovnen i ca. 10 minutter ved 200 grader.
- Rul rødspættefileterne sammen, og krydr med salt og peber. Tag grøntsagerne ud af ovnen, og anret fiskene herpå. Stil i ovnen igen.
- Bag i 10-15 minutter, eller indtil fisken er lige nøjagtigt ikke-rå, og grøntsagerne møre.
- Bland lidt smør med urtesalt og evt. lidt presset hvidløg. Det smager lækkert til kartoflerne.
- Hæld vand fra kartoflerne, og server! 🙂
Ser lækkert ud som altid – og dejligt med en overstået anatomieksamen – tillykke, det var altså ikke lige min favorit med alt det latin, men jeg klarede mig gennem skærene alligevel (:
-Anne
Tusind tak! Det er en fantastisk følelse at have det overstået. Og puh, latin, den lyder også hård! Godt kæmpet. 😉
Kh Ísbjörg
Pingback: Rødspætteruller med ost på grøntsagsbund | Lyserøde balloner