Kyllingefilet er et magert, billigt stykke kød, som tilmed er super fleksibelt og nemt at have med at gøre i køkkenet. Og efter at salmonellaen i danske kylle-pyller er så godt som forsvundet, kan det jo næsten ikke gå galt under tilberedningen. Ofte er det kyllingefileter, som man finder på tilbud i nettos køledisk på sidste salgsdato, eller i fryseren, hvor man ofte kan få næsten 2 kg fine fileter til under 100 kr.
Her har jeg paneret nogle fileter i mindre stykker i sesam, efter de er blevet marineret i lime og ingefær. Det er blevet serveret med sauterede sæson-grøntsager og en god gang kartoffelsalat. Dejligt!
- 2 kyllingefileter
- Ca. 2 dl sesam
- Ca. 1 dl rasp/brødkrummer
- 1 æggehvide
- Salt og peber
- Kartofler
- Græsk yoghurt
- Sød sennep/stært sennep efter smag
- ½ lime
- ½ citron
- ½ bundt krydderurter (Eks. purløg og persille)
- Evt. ½ tsk honning
- Spæde grøntsager efter sæson – jeg brugte champignon, gulerødder og forårsløg
- Ca. 1 cm frisk ingefær
- Ca. 2 dl græsk yoghurt/skyr/andet efter smag
- Lidt hvedemel
Fremgangsmåde
- Skræl og riv ingefæren og bland med saften fra lime og lidt salt. Skær kyllingefileterne i mindre stykker, og mariner dem i blandingen, gerne en times tid.
- Kog kartoflerne og stil dem på køl.
- Bland dressingen til kartoffelsalaten – mængderne er efter smag: græsk yoghurt/skyr/lignende, citronsaft, hakkede krydderurter, salt, peber, honning, sennep. Skær de kolde kartofler i mindre stykker og bland i dressingen.
- Vend de marinerede kyllingefileter i mel, så æggehvide, og så i en skål hvor sesam, rasp og en smule salt er blandet sammen. Steg på pande til de er gyldne og gennemstegte i lidt olie.
- Sauter (lyn-steg) grøntsagerne på en pande med lidt olie.
- Server med smil, solskin og gerne en iskold øl! 🙂
Pingback: paneret kylling med hjemmelavede fritter og salat | Opholdsrum