Denne weekend sker der ikke så meget på bloggen; jeg er nemlig godt optaget af Northside festivallen i Aarhus. I skal dog ikke snydes, så denne eftermiddag inden jeg tager afsted for at sige hej til Bikstok Røgsystem, Kashmir, Band of Horses og Arctic Monkeys, får i en opskrift på de langtidshævede, grove, gulerods-fulde pølsehorn, som jeg har bagt til tasken som et lille festival-mellemmåltid.
Ingredienser, ca 30 mini-pølsehorn
- ½ pakke gær
- 3 dl vand/mælk/A38
- 250 g hvedemel
- 300 g grahamsmel
- 50 g fuldkornshvedemel
- 2 store gulerødder, revede (eller ½-1 squash)
- 1 spsk olie
- 1 spsk honning eller sukker
- 1½ tsk fint salt
- 1½ pakke kyllingepølse
- Ketchup
Fremgangsmåde
DAG 1:
- Opløs gæren i væsken.
- Bland med resten af ingredienserne på nær pølserne.
- Dejen skal kunne æltes med hænderne, men stadig være lidt klistret.
- Lad dejen stå natten over ved stuetemperatur.
DAG 2:
- Del dejen i 4 dele. Hver del rulles ud til en flad rund cirkel som når man laver en pizzabund.
- Cirklen deles i 8-dele (trekanter), og på hver trekant ligges en lille klat ketchup.
- Kyllingepølserne deles i halve, og der placeres en halv pølse på hver trekant. Dejen rulles sammen om pølserne, og de efterhæver i ca ½ time.
- Ovnen opvarmes til 200 grader (ikke varmluft, medmindre du laver flere bageplader), pølsehornene pensles med et sammenpisket æg, og bages i ca 25 minutter.
- Spises både lune og kolde – de er perfekte i madpakken! 🙂
Obs, hvis du ikke er til langtidshævning, har jeg også en almindelig grov pølsehornsopskrift. Eller hvad med nogle med rent hvedemel?